Bag Helse-klinikken står Hans Henrik og Annelise Gregers-Høegh. Vi har været gift siden 1978 og har fire voksne børn sammen. Vi bor på en dejlig gård i Varpelev ca. 15 km syd for Køge sammen med vores to hunde. Hans Henrik Gregers-Høegh er alternativ behandler og foredragsholder, og Annelise Gregers-Høegh driver Akaciegaarden Bed & Breakfast.
Klinikken i Varpelev er indrettet i en nedlagt lade, hvor vi udover behandlinger også holder mindre kurser, foredrag og workshops.
I klinikken finder du Hans Henrik, der blandt andet er uddannet zoneterapeut og har mere end 40 års erfaring som alternativ behandler på fuldtid. Jeg har haft klinik både i Køge og Varpelev, men er fra 1. oktober 2024 udelukkende i Varpelev. Her arbejder jeg med forskellige former for alternativ behandling, specielt zoneterapi og healing.
Livets små mirakler skal opleves
Jeg arbejder holistisk og har derfor fokus på helheden omkring dig og din hverdag, når jeg behandler. Sind og krop hænger sammen som en enhed, så de påvirker hver især hinanden i både positiv og negativ retning. Gennem behandlinger kan jeg hjælpe dig af med fysiske og energimæssige belastninger.
Gennem årene er der udgivet en del artikler om mine ofte overraskende resultater med blandt andet healing. Det har givet mig tilnavnet ”Mirakelmanden fra Køge”.
Når jeg ikke behandler i klinikken, holder jeg foredrag, workshops og kurser for virksomheder og foreninger inden for det alternative område, herunder lavt blodsukker. Her øser jeg ud af mange års erfaringer, der ofte gør, at deltagerne spontant oplever en holdningsændring til egen eller andres livsform. Mange føler denne form for livsstilsændringer som mirakler, da livet pludselig opleves og ikke bare skal overleves.